Få bedre selvværd gennem 4 vigtige indsigter


Du finder dit selv, i din relationen mellem dig og omverdenen.

I hvad der er dig, og hvad der ikke er dig.

Du finder selvværdet når du stopper med at lede efter det

Det er naturligt at have udsving i sit selvværd

De fleste af os oplever at have udsving i vores opfattelse af os selv og vores eget værd – vores selvværd. Det ligger som en naturlig konsekvens af forandringer i omgivelserne, der unægtelig sker igennem livet. Normalt er vi i stand til at genfinde balancen i vores krop og psyke med eller uden hjælp.

Selvværd handler om din vurdering af dit værd og den du er. Dit syn på dig selv og accept af dine styrker og svagheder.

Det er derfor, at et lavt eller dårligt selvværd er forbundet med store smerter, fordi det handler om din eksistens. Din tro på din ret til at leve og færdes iblandt andre mennesker. Du ser dig selv igennem andres fordømmende øjne.

Et vigtigt element i at genoprette balancen, ligger i vores evne til åbne op til andre og dele sårbare emner. Ifølge en undersøgelse foretaget af psykiatrifonden deler 24% af unge mellem 16 og 24 sjældent eller aldrig deres bekymringer og sorger med vennerne.

Det er alarmerende, fordi det kan have alvorlige følger at holde døren til selvværdet lukket. Fx depression, selvskade eller selvmord. Undersøgelsen fortæller ikke noget om voksne. Min antagelse er, at det ikke ser meget anderledes ud.

I det følgende kan du læse om 4 væsentlige arbejdstemaer, der åbner døren til et bedre selvværd.

1. Selvværd er ikke en fast defineret størrelse du kan finde

Du er i konstant interaktion med dine omgivelser og du udvikler og ændrer dig hele tide. Tag bare lige nu. Du læser dette, forholder dig til det. Og det du læser, vil ændre dit verdenssyn en smule eller forstærke den forståelse du allerede har – hvad enten du er enig eller ej. Dermed sagt, så er du en anden nu end for et øjeblik siden.

Da selvet hele tiden forandrer sig, giver det ikke mening at lede efter selvværd, som en genstand du kan samle op. Det vil svare til at forsøge at tælle antallet af vandmolekyler i en vandpyt udenfor på en regnvejrsdag.

Du finder dit selv, i din relation mellem dig og omverdenen. I hvad der er dig, og hvad der ikke er dig. Du er dig der leder efter dig og du finder selvværdet når du stopper med at lede efter det.

Det er derfor, at det at have et lavt selvværd typisk er forbundet med at have svært ved at sige nej og sætte grænser. Du lader så at sige andre (mennesker eller hændelser) erobre dit rum og dermed en del af dit selv.

Det efterlader dig med frustration, usikkerhed og tvivl om, hvad der er dig, og hvad der er den anden. Hvad der er dine holdninger og andres.

2. Det er umuligt at leve et liv i fuldkommen harmoni og balance

En munk, der sidder på toppen af et bjerg i Nepal og har fundet en evig indre ro og fred, har givetvist kun fundet det fordi han er ugift, uden børn og omgiver sig med rutiner og meget få forandringer. Prøv at give ham en familie og et job som sygeplejer, skolelærer eller projektleder og se, hvor længe han bevarer roen.

Vores kultur er præget af et meget højt tempo, og der er ikke lige udsigt til at det ændrer sig.

Det du kan gøre er fx at:

  • forholde dig til, hvor meget fart du vil have på i dit liv.
  • Give dig selv pauser
  • Omgive dig med mennesker, du har tillid til
  • Lære hvordan du genfinder balancen

3. Vi er fyldt med andres mening og holdninger

Igennem livet optager vi, mange meninger og holdninger fra andre mennesker. Særligt fra vores nære relationer, lærere og fællesskaber. Det er en naturlig og effektiv måde at lære en adfærd på, der sikrer vores overlevelse. Nogle af dem falder os naturligt, dem indarbejder vi som vores værdier. Det kan fx være at

  • Man skal børste sine tænder
  • Man slår ikke børn
  • Man må ikke lyve

Andre kan være gift for vores system og vil være med til at give et dårligt selvværd, hvis vi ikke spytter dem ud igen. Fx:

  • Man skal yde før man kan nyde
  • Man er kun noget værd, hvis man yder en toppræstation
  • Man skal bare tage sig sammen og ikke vise følelser

Bemærk at der ikke, så vidt jeg er overbevist, findes nogen sande/rigtige værdier eller holdninger. De vil være forskellige fra person til person og vil være situationsbestemte. Jeg kan sagtens finde tidspunkter, hvor det er ok at lyve (Nej, skat du ser ikke tyk ud i den kjole), eller hvor det er en god ide at yde før man nyder.

Du kan måske genkende dem i form af din egen indre dommer, der fortæller dig, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad du burde eller skulle.

Det kan være sundt for selvværdet at give din indre dommer et eftersyn.

4. Det har konsekvenser at stå ved sit værd

En vigtig del af et sundt selvværd, er at kunne stå op for dine egne holdninger og værdier.

Det kræver dog først at fremmest, at du ved hvad du står for. Din evne til at vurdere, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt for dig. Det er ud af værdierne, du danner mening og retning i dit liv.

At stå ved dine værdier har konsekvenser, fordi ethvert valg også indebærer et fravalg. Frygten for konsekvenserne kan være lammende og destruktiv, og det er benzin på det dårlige selvværds bål.

Husk at frygten typisk er større end faren. Vi ville ganske enkelt ikke overleve som art, hvis det forholdt sig omvendt.

Det kan være en stor hjælp at se frygten, for konsekvenserne ved at stå op for egne holdninger, i øjnene. Det kan du gøre ved at sætte ord på den foran et andet menneske, som du har tillid til. Når du ser frygten i øjnene og sætter ord på, så bliver den mere realistisk, håndgribelig og overkommelig.

En anden og ikke uvæsentlig konsekvens ved at stå ved dine værdier: Du bliver mere nærværende, autentisk og tydelig, hvilket giver dig tættere relationer og en større glæde i livet.

Del på socialt medie: